Det hele startede med at Cpk = 1 var en god proces engang. Pænt rundt tal.

Men hvis middelværdien flytter sig 1 standardafvigelse tættere på tolerancen, så bliver Cpk = 1,33 nu et krav for en god produktion.
Hvor vi før accepterede 0,3% udenfor tolerancen er det nu ca. 60 ud af en million (0,006%).

Sidenhen er begrebet six sigma opstået fordi selv 60 PPM (parts per million) ikke er godt nok for alle. Så skal der ikke bare være 4 men 6 standardafvigelser til tolerancen.
Det handler om at med en Cpk på 2 så mener man at der i praksis aldrig opstår fejl. På trods af dette, så er der dele af fly- og rumfartsindustrien, der (fuldt forståeligt) stiller endnu højere krav. Helt op mod 1 fejl ud af 10-72. Altså én ud af én milliard milliard milliard milliard milliard milliard milliard milliarder. Men det ændrer ikke på at sandsynligheden aldrig bliver nul. Der kan altid ske noget uforudset.

Uanset hvad, så er Cpk krav ”bare” noget en eller anden beslutter.

Den valgte værdi beskriver hvor mange emner der statistisk forventes at overskride tolerancen. Altså hvilken risiko man er villig til at acceptere.
Når man i denne sammenhæng taler om at overskride tolerancegrænsen, er det vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er vilde overskridelse. Se på ”halen” på fordelingskurven, den del der rækker ud over tolerancen, er meget ”flad” og fortsætter med at nærme sig nul mere og mere jo længere ud man kommer. Det vil sige at en forventet overskridelse også er en forventet lille overskridelse.
F.eks. vil en standardafvigelse på 0,05 mm betyde at et fald i Cpk fra 1,0 til 0,95 betyde at ca. ½ promille af emnerne er 5µm under tolerancen. Altså meget få emner der er meget lidt udenfor tolerancen.

Du kan læse mere om hvor lidt dette betyder på denne side.

.