Forskellen mellem de to er bl.a. at variationen i formlerne for Cpk og Ppk beregnes på forskellige måder.

Denne forskel er helt i orden.

Det kan være vanskeligt at acceptere, men hvor ligninger og den slags i matematik har ét facit, så er stort set alt i statistik et estimat.

Da de fleste emner ligger tæt på ”Midten” skal man være heldig (eller pokkers uheldig) for tilfældigvis at få fat i et der er meget større eller mindre. Det betyder at når man tager en (stik-) prøve så må man forvente at forskellen mellem største og mindste emne ikke er præcis det der ville ske, hvis man tog rigtig mange prøver over lang tid så man fik et mere reelt billede af variationen. Derfor bruger man statistik til at se på de få emner man har og så ”gætte” på hvilke emner man mangler i sin prøve for at få hele variationen med. Så standardafvigelsen er et matematisk bud på den sande samlede variation vi ville se, hvis vi målte alle emner altid.

Det bruges så til at forudse om der er en risiko for at nogle emner vil være udenfor tolerancen. Hele ideen er at statistikken giver en kurve der fortæller hvor mange procent af alle emner der er i et bestem område. F.eks. hvor mange % er indenfor tolerancen.

Denne kurve hedder en fordelingskurve og omtales ofte som normalfordelingen. Det gør den fordi det er meget normalt at der er lige så mange emner der er større som der er emner der er mindre end gennemsnittet. Desuden er de fleste emner tæt på midten men kun få emner er meget for store/små. Derfor er kurven symmetrisk med to ”haler” der kommer tættere og tættere på 0 (der er kun 0,0001% emner der er ”sindssygt store” og 0,000001% der er “absurd store”).